Hvis ikke, så er det vigtigt at finde ud af, hvor barnet er i læseprocessen og finde det rette niveau. Hvis du er usikker, er det bedre at begynde et par trin lavere end at starte for højt.
Jeg anvender en læsetrappe, hvor barnet skal mestre hvert trin fuldt ud, før det kan gå videre til næste niveau. Testene er kronologisk opbygget, så man kommer igennem alle læseproblematikker, som barnet skal beherske for at blive en rutineret læser.
Hvert lille afsnit, 8-16 ord, indeholder ord med hver deres specifikke udfordringer. For eksempel, hvis dit barn har mange fejl i B5, kan det betyde, at barnet måske har svært ved lydene i konsonantklynger eller er usikker på dem. Derfor er det nødvendigt at begynder et læse- eller undervisningsforløb et eller to trin under, så barnet oplever succes fra start.
HUSK: Barnet vil være mere motiveret, når det oplever succes, end hvis det straks konfronteres med svære udfordringer.
Desværre er alle materialer endnu ikke tilgængelige, da jeg stadig arbejder på at forfine og færdiggøre vejledningerne. Selvom materialerne har været anvendt i mange år, har jeg hidtil ikke haft behov for en detaljeret vejledning, da jeg har stået for undervisningen. De vil dog blive tilgængelige, efterhånden som de bliver færdige. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at tage tests for A- og B-serien.
Når jeg evaluerer et barns niveau, skal barnet være i stand til at læse 95% af en tekst uden hjælp og uden fejl. Desuden skal det kunne læse med en hastighed på 60 ord i minuttet. Det betyder, at når barnet læser en side med 100 ord, må der maksimalt være 5 fejl. Er der mere end 5 fejl, vil I opleve at barnet mister lysten og ikke rykker sig i sin læseudvikling.
Fejl inkluderer:
Forkert læste udtale af ord og forkert læste tider
Forkert læste endelser på ord
Opfindelse af et andet ord
At springe ord over
A-serien
Før barnet kan læse, er det nødvendigt, at barnet kan bogstaverne navne og lyde. Derfor start med at teste bogstaverne.
Sådan udføres testen til A-serien:
Åben bogstavtesten i A-serien.
Lad barnet udtale bogstavernes navne og lyde på hver række.
Registrer, hvor mange fejl dit barn begår.
Sæt en cirkel omkring bogstavet, hvis dit barn udtaler et bogstav forkert eller ikke kan udtale bogstavets navn.
Sæt en bølgestreg under bogstavet, hvis dit barn ikke kan udtale bogstavets lyd.
Testresultat:
Hvis barnet kan alle bogstavernes navne og lyde, tag da testen til B-serien.
Hvis barnet kun begår fejl ved bogstaverne C, X, Q og Z, er der ingen grund til at begynde med A-serien. I stedet kan I øve jer på disse bogstaver, når I kommer til B-serien.
Hvis barnet ikke kender bogstavernes navne og lyde, anbefaler jeg at starte med A-serien – A1.
Hvis barnet kun kender bogstavernes navne og ikke lydene, anbefaler jeg at I starter med A-serien – A1.
Hvis du er usikker på, om barnet skal starte med A-serien, er du velkommen til at kontakte mig for en samtale om barnets udfordringer med bogstaverne.
OBS: A-serien begynder med bogstaverne S, E, N og Ø. Selvom barnet kender disse fire bogstaver, anbefaler jeg at starte helt fra begyndelsen, dvs. med A1, da det her introduceres til, hvordan lydene sættes sammen og hvordan ord læses med disse bogstaver. Allerede med disse fire bogstaver lærer barnet at læse 5 ord med 2 bogstaver. For at fortsætte til næste trin er det en forudsætning, at barnet kender lydene og kan læse de ord fra tidligere trin.
Hvis barnet på et tidspunkt kender alle bogstavernes navne og især lyde, fx hvis I er nået til A19, kan du vælge at stoppe, da alle ordene gentages i B1 (B-serien). Derfor er det ikke nødvendigt at fortsætte med resten af A-serien. Målet med A-serien er at kunne bogstavernes navne og lyde – det er vigtigt.
Hvis du er i tvivl hvor du begynder, så anbefaler jeg, at du prøver dig frem og starter fra A1. I kan altid stoppe, når barnet er helt med på bogstavernes lyde.
Husk, det er bedre for barnet at føle, at det er for let, end at det føler, at det er for svært. At opbygge tillid og selvtillid er nøglen til at motivere barnet. Når barnet føler, at det kan, bliver det mere åbent og villigt til at lære og tage udfordringer op. Så lad os sørge for, at vi giver børnene en følelse af selvsikkerhed og tro på deres evner, så de kan blomstre og udvikle sig til deres fulde potentiale.
Når barnet mestrer alle bogstaverne, er det tid til at udføre testen med lydrette ord. Testen begynder med ord bestående af 2 bogstaver og fortsætter derefter med ord med 3, 4, 5, og op til 9 bogstaver.
I B-serien er der fokus på korte og lange vokaler, fx ord i B1 og B2 er eksempler på dette. At kunne spotte korte vokaler vil være nyttig i C-serien, hvor barnet vil stå over for ord der driller. I B-serien præsenteres barnet også for stavelsesopdeling samt en begyndende introduktion til navneord og udsagnsord, da denne viden er vigtig på næste trin.
Desuden præsenterer B-serien 12 af de 120 mest brugte ord, hvilket beriger teksternes flydende sprog og indhold. Disse ord vil yderlig gentages i C-serien.
Sådan udføres testen til B-serien:
Åben testen i B-serien.
Lad barnet læse ordene på hver række.
Registrer, hvor mange fejl barnet begår.
Sæt en cirkel omkring et ord, hvis barnet:
læser et ord forkert
siger et andet ord
glemmer endelsen
springer et ord over
Sæt en bølgestreg under et ord, hvis barnet bruger lang tid på at læse et ord, men læser det korrekt.
Testresultat:
Hvis barnet læser ordene sikkert og uden fejl, er det klar til ord der driller (C-serien er desværre ikke klar endnu).
Stop testen, hvis barnet læser 5 ud af 100 ord forkert. Start herefter et par trin ned og begynd et læse- eller undervisningsforløb der.
Hvis du er usikker på, hvor dit barn skal begynde, er du velkommen til at kontakte mig for en samtale om barnets udfordringer med ordene.
Det ligger mig meget på sinde og jeg kan ikke sige det ofte nok: Dit barn må ikke læse noget der er for svært! Jeg har desværre alt for ofte set elever, der kæmper med for svære tekster, hvilket resulterer i manglende motivation og opgivenhed. Derfor er det vigtigt at vælge den rette udfordring – gå hellere et par trin ned end risikerer at miste barnets interesse og motivation.
Her finder du testen til de lydrette ord – B-serien.