Når vi i dag tester og dermed lokaliserer tegn på læsevanskeligheder fra 0. klasse burde der, i princippet, ikke være nogen elever, der i slutningen af 3. klasse stadig ikke kan afkode tilstrækkeligt.

Det skriver Ib Hedegaard Larsen i et nyhedsbrev i Folkeskolen, som er et fagblad for undervisere.

Han skriver følgende:

”Det er både trist og uacceptabelt at høre om elever i 4., 5. eller sågar 6. klasse, der endnu ikke kan læse. Det burde ikke forekomme med alle de test, testprocedurer, lokale læsekonferencer, hjælpemidler og læsevejledere, der i dag er til rådighed på skolerne. Ikke desto mindre viser undervisningsministeriets tal, at ca. 6 procent af eleverne i 3. – 10., der er testet med den nationale ordblindetest, lander i kategorien ordblind/afkodningsvanskeligheder. Hertil kommer alle de elever, der er testet i risiko for afkodningsvanskeligheder tidligere end 3. klasse, så tallet er vel reelt mellem 8 – 10 procent.

De fleste skoler har i dag en såkaldt læsepolitik, der blandt andet beskriver alle de tiltag, skolen benytter sig af i forhold til at spotte elevernes læsevanskeligheder tidligt med efterfølgende læseindsatser i form af kurser og it-støttende hjælpemidler. Baggrunden for dette politiske læsefokus er læsechokket tilbage i 1994, der afstedkom et væld af ressourcer til indsatser læserådet. Det er nu 25 år siden og umiddelbart er det eneste synlige resultat, at børnene generelt læser tidligere, hvilket kan tilskrives, at de nu begynder decideret læsetræning i 0. klasse.

Misforholdet mellem det tidlige fokus med de mange indsatser og en fortsat stor andel af elever, der ikke afkoder i tilstrækkelige grad, er ikke umiddelbart gennemskueligt, men noget tyder på at, der fortsat mangler svar på, hvordan vi lærer de tidligt spottede elever at læse.

To af de mere kendte og afprøvede læsekoncepter er det newzealandske Reading Recovery og det canadisk inspirerende VAKS (Valg af afkodningsstrategi). Førstnævnte er udviklet af læseforsker Marie Clay tilbage i 1978 og blev introduceret i Danmark i 90érne i forbindelse med læsechokket. Metoden går ud på, at de læsesvage børn i en periode på højest 20 uger får en halv times undervisning om dagen, hvor de er alene med en lærer, som præcist finder ud af, hvad barnet kan og systematisk leder efter, hvad der kan være næste trin i barnets læseudvikling. I en artikel i Folkeskolen udtalte kursusudbyder Kirsten Wangebo: ”Vi er de eneste, som garanterer et godt resultat, når man bruger vores program”. Dette udsagn står dog ikke mål med virkeligheden og metoden er efterfølgende blevet kritiseret for ikke at tilgodese de svageste elever.

VAKS blev introduceret i 00érne og tilbydes elever med læsevanskeligheder fra 3. – 4. klasse. Kursusforløbet er på ca. 75 lektioner og igennem kurset tilegner eleverne sig en række basale ordlæsningsfærdigheder. På en række skolers hjemmeside er kurset som en evidensbaseret metode, der iværksættes på skolen, hvis elever har læsevanskeligheder. Ingen har dog til dato kunne fremvise en signifikant effekt ved brug af VAKS-kurset målt i forhold til almindelig læsetræning med lignende lydmetodekurser.

De manglende resultater forklarer blandt andet hvorfor mange kommuner efterhånden anvender begrebet læseløft i forbindelse med disse kurser, idet et løft i højere grad indicerer en lille ændring i udviklingen.

I en tidligere læseklasserække for elever med massive læsevanskeligheder (dysleksi/ordblindhed ofte kombineret med autisme eller ADHD), hvor jeg underviste i 13 år, blev eleverne desværre først henvist fra 4. klasse. Trods den sene henvisning fandt vi, at vedholdende systematisk progressiv træning i lydering, hvor eleven selv oplevede fremgang næsten ugentlig, var vejen til afkodning. Eleverne blev løbende testet med individuelle læseprøver og når eleven i en læsetest var over 10 ord pr. ti sekunder i en læsehastighed og samtidig over 96 % i rigtighedsprocent, var koden knækket.

Nogle elever skulle bruge et år for at nå dertil – andre to år, men alle – uanset diagnose – nåede målet i løbet af to år.

Forskellen på de omtalte kurser og undervisningen i læseklasserækken er tidsfaktoren og de vedholdende ressourcer, som synes afgørende ved en effektiv indsats for denne gruppe elever. Den nationale ordblindetest i slutningen af 3. klasse, som reelt set er en afkodningstest, burde i højere grad have karakter af en national lakumsprøve på, om skolen har ydet en tilstrækkelig indsats!” (Folkeskolen den 1. marts 2019)

 

Jeg kunne ikke være mere enig med Ib Hedegaard Larsen og understrege vigtigheden af den tidlige indsats, da jeg i Mini-skolen ofte møder elever på mellemtrinnet, som har store udfordringer – og ikke kun med læsningen.

Ofte spreder læsevanskelighederne sig til andre fag og kan påvirke hele barnets skolegang. Fx er matematikbøgerne i indskolingen let at afkode, da der er mange billeder. Børn med læsevanskeligheder kan derfor sagtens præstere normalt i matematik. Kommer man op på mellemtrinnet er opgaverne mere tekstbaserede, hvilket kræver, at man skal kunne læse for at kunne forstå og løse opgaverne.

Derudover må man ikke glemme, at børn som føler sig anderledes, fx fordi de har læseproblemer, også ofte lider et knæk i deres generelle selvværd og mister selvtilliden. Disse børn har, efter mine mange års erfaringer, brug for en insisterende, vedholdende og struktureret undervisning med fokus på lydering.

Mange elever bliver i 3. klasse erklæret ordblinde og får hele it-rygsækken til rådighed – dog bliver de ikke undervist i, hvordan man bruger den, og man taber dermed disse elever. Når jeg tester disse børn, har de ikke lært, hvordan de skal afkode ord der ikke er lydrette, dvs. ord der driller. Trin for trin tager vi ét skridt ad gangen, og der præsenteres ikke en ny problematik før det er sikkert indlært. Efter de har været i et læseforløb hos mig, er de fleste ikke ordblinde mere. De har lært at afkode de forskellige problematikker, der gør sig gældende for læsning.

Alle kan hjælpes, det kræver blot et godt og struktureret materiale, tålmodighed og hårdt arbejde både for barnet og des forældre.