I Mini-skolen er det nu endelig blevet tid til at lave en blog, hvilket jeg nu forsøger mig med – så her kommer mit første indlæg på bloggen.
Jeg vil bruge denne blog til at lægge relevante artikler, emner og idéer op omkring problematikker, som forældre har med deres børn, der er udfordret i skolen.
Selvfølgelig vil jeg også gerne dele alle de glade børn, der uge efter uge kommer i Mini-skolen og som bare knokler med læsning og/eller matematik. Disse elever har jeg et særligt forhold til, da man kommer ret tæt på hinanden. Mange af mine elever kommer mellem ½ til et helt år eller endda, for nogle få, helt op til 2 år.
Når de afslutter deres sidste modul er jeg selvfølgelig altid glad – men også lidt trist, da jeg jo så skal sige farvel og ser dem ikke regelmæssigt i Mini-skolen mere.
Nogle er rigtig søde til at komme forbi, mens andre sender mig en SMS hvor de fortæller, hvor dygtige de er til … – det gør mig selvfølgelig altid rigtig glad og stolt.
Når forældre kontakter mig, ønsker nogle af dem et uge-kursus. Dette er også en mulighed i Mini-skolen, men samtidig gør jeg meget ud af, at fortælle disse forældrene, at man får meget mere for pengene, hvis man vælger at komme 1 eller 2 gange ugentligt.
Når man fx har læseproblemer, kan det ikke ”ordnes” på bare en uge. Mange oplever et boost på motivation og selvtillid i løbet af denne uge, men desværre holder det ikke i længden, når det ikke bliver fulgt op.
Læsning kræver, at man træner dagligt, nøjagtig som når man skal lære at cykle – man skal øve sig – der findes desværre ikke nogen lette løsninger!
Heldigvis vælger de fleste et forløb, hvor barnet kommer 1-2 gange ugentligt, og vi har et godt samarbejde kørende omkring deres barns læseforløb.
Jeg fortryder aldrig, at jeg startede som selvstændig. Når jeg ser det magiske ske – når barnet knækker koden, og det lyser ud af øjnene, og stoltheden og troen stråler ud af dem – giver alt bare mening!
Med min nye titel som Blogger, ønsker jeg at dele min viden og mine mange års erfaringer med jer. Jeg håber, at siden kan inspirere jer forældre, der har børn der er udfordret i skolen, og at der er rigtig mange der besøger min side.
De kærligste hilsner
Karla
Mini-skolen